Hvad er en begravelse?

Helt konkret er en begravelse den handling og den ceremoni, der er forud for, at en kiste sænkes i jorden. For blot 40 år siden blev ca. 80 % begravet, og i dag er det lige omvendt, hvor ca. 80 % bliver bisat. I folkemunde siger vi ‘at man skal til begravelse’, uanset om det er en bisættelse eller begravelse. Det er helt okay. Vi taler også om, at ‘telefonen ringer’, selvom den bare siger bip.

En begravelse kan både være borgerlig – det vil sige uden præst – og den kan være med gejstlighed, det vil sige med præst.

Ved en begravelse med præst starter ceremonien i kirken eller kapellet og forløber som en almindelig ceremoni, hvor der holdes taler, synges salmer, læses fra Bibelen og bedes bøn. Du har forinden talt med præsten, som har skrevet en tale over din afdødes liv.

Når den første del af ceremonien i kirken eller kapellet er afsluttet, vil en kirketjener eller kapelbetjent køre kisten ud på en kistevogn tæt ved graven. Nogle steder, særligt på større kirkegårde, vil kisten blive båret ud til rustvognen, og vognen kører derefter i gåtempo tæt på graven.
Det sidste stykke skal kisten bæres til graven.

Her er der allerede gravet og lagt tværbjælker ud, som kisten i første omgang bliver sat på.
Præsten venter, til følget er samlet, og en kirkegårdsansat guider bærerne af kisten i, hvordan kisten skal sænkes i jorden efter, at tværbjælkerne er fjernet.

Når kisten er sænket i jorden, foretager præsten en jordpåkastelse. Herefter vil man ofte synge en sidste salme ved graven. Man kan eventuelt slutte af med at kaste farvelblomster i graven.

For en borgerlig begravelse gælder stort set den samme procedure, blot er den første del af ceremonien ikke fastlagt på forhånd.
Jeg har god erfaring med at rådgive om at skabe en meningsfuld og smuk ceremoni uden præst.
Det kræver lidt mere eftertanke, da man selv skal skabe ceremonien. Jeg vil meget gerne lytte til dine og din families ønsker og give råd og vejledning til et godt program.

Det er lidt dyrere at blive begravet. Dels koster en begravelseskiste mere, men også gravningen af graven samt den efterfølgende fredning er dyrere. Ved et kistegravsted betaler man typisk for 20 års gravfredning, modsat urnegravsted, hvor man betaler for 10 år.